Privat ejendomsret

Selve huset med tilhørende grund falder ind under den private ejendomsret. Grunden omfatter selve huset, gårdhaver, fortov og parkeringsareal ned til kørebanen.
Parkeringsarealet må altså kun benyttes af ejeren eller efter aftale med denne. Fortovet har derimod status som “privatvej, hvor ejeren har pligt til at tåle offentlig færdsel”.

Ejerskab af det fælles

Ifølge deklarationen fra 1967 ejer vi alle i fællesskab fællesarealerne – de grønne områder – med en ideel anpart pr. hus.

Fællesarealerne falder ind under den private ejendomsret og dermed har Fredensbjergparkens beboere ret til frit at færdes overalt på fællesarealerne, plukke af de fælles frugter etc. Men det er ikke offentligt område, og der er ikke tinglyst pligt til at tåle offentlig færdsel. Det er et forhold, mange ikke er klar over.

Vejlby-Risskov Sogneråd stillede i 1967 ikke krav om, at medlemskabet af en grundejerforening skulle være pligtigt. Dengang tænkte Sognerådet ikke på, at der så ikke er nogen konkret ejer – ikke nogen “juridisk person”, der kan registreres som ejer. Det resulterer i en mudret situation vedr. vedligehold af fællesarealer, vandafledning, kloak- og regnvandsledninger og – når den tid kommer: vejenes vedligehold.

Når der ikke fra starten er deklareret pligtigt medlemskab af en forening, så kan man ikke senere kræve det.

Tinglysning

De grønne friarealer tilhører grundejerne som nævnt oven for, men formelt er de tinglyst som tilhørende Aarhus Kommune. Dette er en rent formel fejl, hvilket grundejerne og kommunen er enige om. Se eventuelt dette brev fra Aarhus kommune, hvor grundejernes ejerskab for god ordens skyld anerkendes. På længere sigt skal de tinglysningsmæssige forhold berigtiges; men det kræver at grundejerforeningen kan registreres som ejer. Og det kan kun ske, hvis alle er pligtige medlemmer.

Ejendomsbeskatning af fællesarealer.

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 34 skal fællesarealer, der ikke kan bebygges, kategoriseres som rekreativt areal. I §34c står der, at rekreative fællesarealer vurderes til 1/10 af grundværdien pr. kvadratmeter grundareal for et standardiseret enfamilieshus med samme beliggenhed som ejendommen og en grund af standardstørrelse.

Vi har 53.400 kvm private arealer. De grønne arealer udgør 37.000 kvm. Det er ca. 70% af den private andel. M.a.o. ville det medføre en stigning i ejendomsvurderingen på ca. 7%, hvis kommunen kunne tinglyse ejerskabet til grundejerforeningen.