Mursten og fuger
Mursten
Vores huse på Højene er bygget af kalksandsten. Det ser fint og flot ud, men de har desværre nogle skavanker. De er generelt mindre robuste end brændte sten, fx. kan fugt og frost sprænge flager af stenene. Med lidt håndelag og de rigtige hjælpemidler er det muligt selv at udskifte enkelte sten og fuge op igen. Desuden er overfladen på stenen regelmæssig og glat, hvilket gør det svært at få mørtelen til at binde ordentligt på stenen.
Men der findes alternativer, som kommer meget tæt på de oprindelige sten i udseende, uden at have de nævnte skavanker. Egernsund/Wienerberger producerer en brændt sten i “hvid marmor”, der ligner de oprindelige sten meget. Og så koster den ca. 1/3 af kalksandstenen, hvis den overhovedet kan fås.
Andre sten end de oprindelige skal dog vælges med omhu, af hensyn til helhedsindtrykket af Højene.
Havemure
Havemurene er et af de bygningselementer, der udsættes mest for erosion pga. vind og vejr. 70’ernes byggeskik gør dem kun ekstra sårbare, fordi de er relativt smalle. Der er ikke engang et helt forbandt til at holde sammen på det – derfor ser vi også revner lige på midten af både havemure og de højere husmure.
Bliver det nødvendigt at skifte havemure – og det vil det blive for flere og flere efter over 50 år – så anbefales det at lægge pap på toppen af muren, inden zinkinddækning og jernbetonafdækningen, der kan renoveres og genbruges, lægges på igen. Pappen, der ikke var en del af den oprindelige konstruktion, kan forhåbentlig holde fugt og vand ude og væk fra muren.
Fuger
Den oprindelige fuge, der blev anvendt i byggeriet, er en tilbageliggende fuge, hvor fugen er trukket et par mm ind. Senere er der anvendt andre fugetyper, som skrabefuge, der er helt plan med stenen, eller en trykket fuge, udført med kuglejern. (se “evt. “Mur og Tag”, Teknologisk Institut, hvor de forskellige fugetyper er beskrevet).
Havemure er renoveret med en skrabefuge, mens husmurene er de oprindelige tilbageliggende fuger.
Rent æstetisk er det acceptabelt, fordi forskellen er meget lille, men det er alligevel vigtigt at have øje for detaljen.