Bebyggelsens grundlag – deklarationen fra 1967:

§1: Fælles-friarealerne skal tilhøre ejerne af rækkehusene med en anpart pr. hus.

Ren- og vedligeholdelse af fællesarealerne foretages af kommunen på grundejernes vegne, og således at udgifterne hertil fordeles ligeligt efter antallet af rækkehuse.

Som det fremgår nedenfor, er vandafledning en del af vedligeholdelsen af de fælles områder, så alle 253 grundejere skal i fællesskab være med til at betale for vandafledning. Og vi skal måske også – i fællesskab – være med til at betale erstatning, såfremt et hus får en vandskade, der ikke er dækket af husets forsikring. (“måske” fordi der ikke en klar retspraksis)

Hører vandafledning ind under almindelig vedligehold af de grønne arealer?

På grøntmødet i 2023 blev der vedtaget et forslag om dræn.

Efter grøntmødet i oktober 23 runddelte grundejerforeningens grøntudvalg et notat, hvor der bl.a. står:  “Dræning hører ikke under Grøntudvalget, der varetager drift og vedligeholdelse baseret på den tinglyste Deklarationen af 1967 og aftale med Aarhus Kommune. Det er derfor ikke relevant at tage forslaget op på et GU-møde”

Spørgsmålet er om begrebet “vedligehold” inkluderer vandafledning. Til det skriver Aarhus Kommunes tekniske forvaltning efter et spørgsmål herom:

Det er Teknik og Miljøs opfattelse og tilgang at etablering af dræn i fællesarealer hører til alm. vedligeholdelse af grønne rekreative arealer. Dræningsopgaver indgår således også i opgaveporteføljen for kommunens grønne driftsafdeling. Hvis Fredensbjergparkens Grundejerforening beslutter sig for at igangsætte projektet som beskrevet, vil Teknik og Miljø ligeledes og i henhold til aftalen mellem Fredensbjergparkens Grundejerforening og Aarhus Kommune, opkræve denne éngangsforhøjelse af grundejernes årlige bidrag til renholdelse og vedligeholdelse af fællesarealerne med 500 kr.”

Analogt med, at Aarhus Vand for en halv snes år siden etablerede dræn sydvest for den første blok på Skodshøjen (1-13), betalt over grøntbidraget.