Åbent brev med spørgsmål til Fredensbjergparkens Grundejerforenings bestyrelse.

 

Vedr. dræning fremgår det af bestyrelses referat fra mødet den 5. marts 2023 (se Mødereferater): ”Det af beboerne vedtagne konkrete dræningsprojekt nær Skodshøjen går videre som planlagt, men vi afventer de geotekniske undersøgelser før der tages stilling til yderligere dræn. Der er ikke kommet konkrete forslag om yderligere dræn.”

 

Samtidig fremgår det af Notat om vandafledning vedlagt referat fra bestyrelsesmødet afholdt 14. maj 2024, at det af ”beboerne vedtagne” dræningsprojekt ”ikke nødvendigvis sikrer, at alt overfladevand kommer ned til drænrøret. Specielt i perioder som den forløbne vinter …..”

 

  1. Mit første spørgsmål er derfor, hvordan bestyrelsen begrunder førstnævnte udsagn om, at man går videre med projektet, når der samtidig sås tvivl om effektiviteten af det foreslåede projekt?

Samtidig fremgår det af den nye oversigt på hjemmesiden over Grundejerforeningens grøntudvalg : ”Dræning varetages ikke af grøntudvalget, men af grundejerforeningens bestyrelse.”

 

  1. Mit andet spørgsmål er derfor, hvordan ovennævnte stemmer overens med, at det vedtagne dræningsprojekt blev behandlet på grøntmødet, og finansieringen søges foretaget via grøntbidraget?

Der er forsat en del inklusiv migselv, der er i tvivl om dræning er fællesskabets ansvar eller om de berørte husstande kan gå sammen om drænings projekter efter behov. Her tænkes også på vores ansvar i forhold til f.eks parceller på Stålhøjen og andre naboer, som kan godtgøre, at de modtager overfladevand fra vores fællesområder – Vi bor jo på ”Højene”!

 

  1. Mit tredje spørgsmål, er om bestyrelsen kan redegøre for fællesskabets juridiske ansvar for afledning af overfladevand i en etableret bebyggelse?

Beboer demokrati er en god ting, men det kræver transparens, klare regler og processer omkring beslutninger, som berører alle, især når det gælder beslutninger om fælles forpligtelser og finansiering, således at man undgår en situation, hvor et fåtal kan forpligte samtlige beboere. Jeg har ikke kunnet finde vedtægter eller beslutningsregler for Grøntmødet.

 

  1. Mit sidste spørgsmål i denne omgang er således, på hvilke områder Grøntmødet er beslutningsdygtigt, og hvilke beslutningsregler, qorum, flertal etc. der gælder for forskellige beslutningstyper, finansielle, drift etc.?

 

Jeg håber bestyrelsen vil bidrage til en bredere kommunikation om emner som dette, da ikke alle er opmærksomme på nye opslag og emner som lægges op på hjemmesiden fra tid til anden.

Med venlig hilsen

Niels Erik Nielsen

Korshøjen 6