I rækkehusene er der både indvendige og udvendige betonkonstruktioner.
For de indvendige konstruktioner er der ikke nogen særlig risiko for nedbrydning.
Anderledes forholder det sig med de udvendige konstruktioner, hvor der løbende opstår visse betonskader.
Beton er i princippet en blanding af cement, sand, sten (tilslagsmaterialer) og vand. Desuden anvendes armeringsjern i jernbeton. Tidligere var det almindeligt at man selv blandede betonen, men i dag er kravene så store, at det i praksis næsten er umuligt at opfylde dem.
Dansk Ingeniørforening har udarbejdet en norm (DS 411, 3. udg. 1984), hvori der stilles forskellige krav til de enkelte delmaterialer, deres blandingsforhold, styrkeforhold, anvendelsesområder, udførelsesmetoder og en lang række andre forhold, der skal opfyldes, for at få den optimale betonblanding til en given konstruktion. F.eks. er der særlige krav til de dækkende betonlag omkring armeringsjern, og disse krav varierer efter, hvor i huset betonkonstruktionen findes.
I forbindelse med beton taler man om “karbonatisering”, dvs. en nedbrydning af betonen. Karbonatiseringshastigheden er heldigvis meget lav i beton konstrueret i overensstemmelse med normerne. Afhængig af betonkvaliteten og miljøbetingelserne udgør den 10-15 mm i løbet af 10-20 år. Men den er en faktor, man må regne med.
Ved en nedbrudt beton kan man f.eks. se, at undersiden af betondækket ligner en hel drypstenshule. Det skyldes alkalie-udtræk, og det indikerer, at armeringsjernet er mere eller mindre tæret op.
Det er altså vigtigt, at betonen er så tæt som mulig, så der ikke kan trænge fugtighed og ilt gennem porer og revner, samt at der er tilstrækkelig betondækning omkring armeringsjernene. Flere steder på Højene kan man ligefrem se aftegningen af armeringsjernet i betonen. Her er normerne for dækkende betonlag ikke opfyldt, og hvis der ikke allerede er kommet betonafskalninger, er det kun et spørgsmål om tid, før jernet ruster og derved udvider sig, så betonen skaller af.